Teori & fundament

Fænomenologi er en filosofisk retning der har til formål at undersøge og forstå menneskets oplevelser og selve det levede liv. Den fænomenologiske tilgang er et videnskabsteoretisk ståsted hvor menneskets levede erfaringer og oplevelser beskrives, før disse fortolkes eller kategoriseres igennem teori. Således er fokus på hvordan fænomener fremtræder i bevidstheden, snarere end hvordan at vi kan kategorisere eller teoretisere om virkeligheden.

Dermed søger fænomenologien bag ved abstrakte begreber, bad ved teoretiske forforståelse, bag ved fortænkt kategorisering og ser på hvordan tingene og livet fremstår for os i vores direkte erfaring. Således går fænomenologi og eksistentiel livsholdning hånd i hånd, da også den eksistentielle holdning søger til væren og ikke forklaring.

Selvom mennesket lever i en hverdag hvor virkeligheden kan synes objektiv, så kan vi ikke kende denne objektive virkelighed og man kan også stille spørgsmål ved, om der eksisterer en objektiv virkelighed. Vores møde med verdenen omkring os og med andre mennesker, vil altid være påvirket af vores sanser, følelser, tanker og den komplekse og ubeskrivelige helhed af livet som vi befinder os i. Oplevelsen af livet er ikke kun sansninger, følelser, tanker, men langt mere og langt mere komplekst end dette og den samlede oplevelse er sandsynligvis større end de enkelte dele tilsammen. I fænomenologisk forstand indebærer dette, at vi ikke kan kende ”genstanden i sig selv”, men kun hvordan genstanden fremtræder i vores bevidsthed. Således betinger mennesket og verdenen hinanden (Zahavi, 2018). Oplevelser, og dermed fænomener, i verdenen eksisterer dermed på den måde hvorpå de fremtræder for os og på den måde som vi tilskriver dem mening. Dette er unikt for hvert enkelt menneske og der vil altid være nuancer og dybder der kan udfoldes. Således er vores bevidsthed altid bevidsthed om noget og dermed i relation (Zahavi, 2018). Menneskets bevidsthed – det væren – er intentionelt og rækker ud mod verden. Mennesket og verden kan altså ikke adskilles. Dermed er bevidstheden intentionel og rækker ud mod verdenen. Virkeligheden set fra dette perspektiv vil altså altid være fortolket (Spinelli, 2005).

Den verden som vi tilskriver mening i vores hverdag kaldes livsverden i fænomenologien. Denne verden er ikke en neutral verden med neutrale genstande, men snarere en verden som vi konstant tilskriver mening og værdi (Zahavi, 2018). Det er denne livsverden som vi på en og samme tid kan være fælles om, men som er unik i sin individuelle udformning og meningstilskrivelse.

Mennesket møder kontinuerligt verden og hinanden igennem en krop og med kropslighed. Kroppen er altid nærværende og vi oplever på en og samme tid kroppen og igennem kroppen. Kroppen er ikke kun en objektiv størrelse, men er i høj grad en subjektiv oplevelse. At vi er i og har en krop, gør at vi kan handle i verden, samtidig med, at det er igennem kroppen at vi oplever verdenen. Derfor er kropslighed et helt centralt begreb i fænomenologi, da det så at sige er igennem kroppen, at fænomenerne viser sig.

At bevidstheden i fænomenologi forstås som intentionel indebærer, at bevidstheden altid-allerede er rettet mod noget. Således er mennesket altid-allerede i relation og kan ikke opleves eller begribes uden denne relation. Endvidere er empati et væsentligt begreb i fænomenologien, da vi igennem empati kan leve os ind i den andens verden og virkelighed. Mennesket er således ikke et lukket land, men er åben for andre, selvom vi aldrig vil kunne opleve og forstå helheden af den andens oplevelse.

Kilder:

Husserl, Edmund. (1913). Ideas Pertaining to a Pure Phenomenology and to a Phenomenological Philosophy. Routledge.

Husserl, Edmund. (1936). The crisis of European Sciences and Transcendental Phenomenology.

van Manen, Max. (1994). The Tact of Teaching: The Meaning of Pedagogical Thoughtfulness. Routledge.

Smith, J. A., Flowers, P., & Larkin, M. (2009). Interpretative Phenomenological Analysis: Theory, Method and Research. Sage.

Spinelli, Ernesto. (2005). The interpreted world – an introduction to phenomenological psychology. Sage Publications Ltd.

Yalom, Irvin D. (1998). Eksistentiel psykoterapi. Hans Reitzels forlag. (Originalt værk udgivet 1980).

Zahavi, Dan. (2018). Fænomenologi – en introduktion. Samfundslitteratur.

Det fænomenologiske ståsted har stor betydning for hvordan man forstår bevidstheden, verdenen og mødet med andre mennesker. Derfor har det ligeledes stor betydning for hvordan den terapeutiske proces og arbejde anskues. I psykoterapi betyder dette, at fokus ligger på at forstå og arbejde med klientens oplevelser – ud fra klientens eget perspektiv. Vi må altså som psykoterapeuter forstå og møde klienten uden at reducere vedkommendes erfaringer og livsverden til en teori eller en diagnose (van Manen, 1994). I mødet med klienten søger psykoterapeuten at træde ind i klientens livsverden og være nysgerrig på de oplevelser, følelser, meningskabelser, værdier, kropsansninger, og sammenhængen mellem disse. Dette kan skabe dybere erkendelse, integration og mellemmenneskelige empatiske forbindelse (Husserl, 1913). Som en støtte i dette anvendes epoché (Husserl, 1913).

I psykoterapeutisk forstand anvendes epoché – der også benævnes parentesreglen – som en måde at parkere vanetænkning og egne overbevisninger, for at møde den anden så rent som muligt. Derfor er evnen til at lytte også central i den fænomenologiske metode, da psykoterapeuten må lytte opmærksomt og uden forudindtagede antagelser. Når det lykkes, så fremmer denne lytten en ikke-dømmende tilgang og et åbent møde (Smith et al., 2009). Fokus er på den subjektive oplevelse og teoretisk fortolkning lægges til side, for at møde den enkelte som og hvor den enkelte er (Yalom, 1998) Hermed skabes der igennem den fænomenologiske metode en mere holistisk behandling, hvor klientens egen oplevelse af helheden af vedkommendes liv er i centrum.

Helt konkret betyder dette for tilgang til psykoterapi på PUC at:

• vanetænkning parkeres for at møde klienten så rent som muligt
• fokus er på beskrivelse og fordybelse
• klienten mødes ligeværdigt i en asymmetrisk relation.
• psykoterapeut er ikke ekspert på klientens liv, men medundersøger af klientens liv.
• ikke-dømmende og åben lytten til klientens perspektiv, er en given selvfølge
• helheden medtænkes, så kropsansninger, følelser, tanker og spirituelle oplevelser integreres og reflekteres ligeværdigt. Helheden anskues større end delene tilsammen.

Kilder:

Husserl, Edmund. (1913). Ideas Pertaining to a Pure Phenomenology and to a Phenomenological Philosophy. Routledge.

Husserl, Edmund. (1936). The crisis of European Sciences and Transcendental Phenomenology.

van Manen, Max. (1994). The Tact of Teaching: The Meaning of Pedagogical Thoughtfulness. Routledge.

Smith, J. A., Flowers, P., & Larkin, M. (2009). Interpretative Phenomenological Analysis: Theory, Method and Research. Sage.

Spinelli, Ernesto. (2005). The interpreted world – an introduction to phenomenological psychology. Sage Publications Ltd.

Yalom, Irvin D. (1998). Eksistentiel psykoterapi. Hans Reitzels forlag. (Originalt værk udgivet 1980).

Zahavi, Dan. (2018). Fænomenologi – en introduktion. Samfundslitteratur.

Fænomenologi som videnskabsteoretisk retning beskæftiger sig med relationen mellem subjekt og objekt og hvordan dette udspiller sig i bevidsthed. Fokus på er dybden af den subjektive oplevelse og er derfor en kvalitativ metode (Zahavi, 2018). I modsætning til mere naturvidenskabelig tilgang, vil den fænomenologiske fokusere på dybden af den enkeltes oplevelse af et fænomen og ikke målbarhed eller teoretisk forklaring af samme fænomen. Altså vil fokus eksempelvis være på hvordan du oplever verden, dig selv og andre, når det sner, snarere end teoretisk forklaring på hvorfor det sner og opgørelse af, hvor tit det sner.

Forskning i egen praksis ud fra et fænomenologisk ståsted ser på førstepersonsperspektiv og er åben for dyb kompleksitet, samtidig med, at generaliseringer undgås. Ved at bruge perspektiver på livsverden og dermed mennesket konkrete oplevede verden, kan fænomenologien i dybden afdække hvordan et fænomen erfares konkret, sanseligt, relationelt og socialt. Dermed tages der udgangspunkt i hvordan et fænomen viser sig, før der teoretiseres om det (Husserl, 1936). Derfor vil man ud fra en fænomenologisk tilgang beskrive fremfor at forklare og søge, at beskrive det givende fænomen så rigt og uddybende som muligt (Smith et al., 2009).  I mange tilfælde betyder dette i praksis at forskeren bliver en medaktør og aktivt medvirkende i forskningsprocessen.

Kilder:

Husserl, Edmund. (1913). Ideas Pertaining to a Pure Phenomenology and to a Phenomenological Philosophy. Routledge.

Husserl, Edmund. (1936). The crisis of European Sciences and Transcendental Phenomenology.

van Manen, Max. (1994). The Tact of Teaching: The Meaning of Pedagogical Thoughtfulness. Routledge.

Smith, J. A., Flowers, P., & Larkin, M. (2009). Interpretative Phenomenological Analysis: Theory, Method and Research. Sage.

Spinelli, Ernesto. (2005). The interpreted world – an introduction to phenomenological psychology. Sage Publications Ltd.

Yalom, Irvin D. (1998). Eksistentiel psykoterapi. Hans Reitzels forlag. (Originalt værk udgivet 1980).

Zahavi, Dan. (2018). Fænomenologi – en introduktion. Samfundslitteratur.

Mennesket er frit og kan skabe sit eget liv, ud fra de givne præmisser. Mennesket er ikke kun præget af opvæksten og mønstre fra fortiden og er ikke en funktion der kan sættes på formel (Gendlin, 1973). Snarere er mennesket frit og kan altid forholde sig til sig selv, til andre mennesker og til verden (Spinelli, 2007). Friheden er i sig selv ikke et valg, da vi ikke kan vælge om vi vil være frie. På samme måde er det med valget, da vi ikke kan lade være med at vælge, da fravalg også er et valg (Sartre, 2005). Fortiden, nutiden, tanker, følelser, kropssansninger, kan ikke alene definere totaliteten af et menneskes liv. Livet er langt større og langt mere kompliceret end dette, hvor sammenhænge og meningsskabelse altid er unik. Mennesket er eksistens og kan ikke formindskes til teori eller metode.

Der er ingen given udefrakommende mening med eksistensen. Vi er fri til at skabe mening og skabe retning i vores liv. Dog er frihed også relateret til bundethed. Mennesket er kastet ind i en verden hvor der ikke er en på forhånd givet mening, men hvor der er en bestemt historie, en bestemt kultur, en bestemt genetik og dermed også nogle bestemte sæt af muligheder (Heidegger, 2007).

Udover over at vi som mennesker bliver præget af relationen til vores forældre, til vores venner og til samfundet, så bliver vi i høj grad også præget af relationen til livet selv. Af grundlæggende eksistentielle vilkår der påvirker alle menneskers liv, hvoraf døden, mening og meningsløshed, frihed og bundethed, ensomhed og samhørighed, samt kærlighed, kan nævnes som eksempler på disse vilkår (Yalom, 1998).

Netop fordi vi er frie og samtidig bundet til os selv, til hinanden, til verden og til selve livet, er etik en helt central præmis for menneskets liv. Igennem vores frihed har vi netop ansvar for os selv, for hinanden, for verdenen og i sidste ende – for selve livet. Vi kan ikke afskrive dette ansvar uden at leve uautentisk og må vedblive at forholde os til os selv, til andre og til livet (Spinelli, 2007). At leve autentisk er at leve i overensstemmelse med egne værdier, ikke kun som en tænkt tanke, men som et sanset og følt virkelighed – hvor der ligeledes tages ansvar for den anden og for livet i sig selv. I sidste ende er det autentiske at svare direkte på væren (Spinelli, 2007).

Eksistens går forud for essens (Sartre, 2005) og mennesket er, før vi kan tale om hvad mennesket gør. Derfor er eksistentiel fokus mere på væren end på gøren. Mere optaget af, hvad det vil sige at opleve, at være mennesket, end at definere hvad mennesket er. Angst er derfor uundgåeligt i menneskets liv. Angst opstår blandt andet når vi erkender det uvisse, det usikre, døden, friheden og meningsløsheden. Når vi tillader os ikke at vide og stille os på rystende ben overfor eksistensens uendelige muligheder.

Eksistens foregår ikke i fortiden eller i fremtiden. Eksistens udspiller sig her og nu – i dette øjeblik. Og hvert øjeblik indeholder væren i sig selv. Derfor må vi rette vores fokus på det nuværende og ikke fortabe os i fortiden eller forsvinde i fremtiden. Samtidig binder fortiden og sammen med nutiden og sender tråde ud i fremtiden. Derfor må refleksion over fortiden og forhåbninger om fremtiden relateres til nuet. Fortiden er foranderlig, nutiden forunderlig og fremtiden en åbenhed. Hvad jeg oplever i nutiden, kan forandre min forståelse af fortiden, og åbne nye perspektiver på fremtiden.

Det har en gennemgående betydning for mødet med sig selv, med andre mennesker og med livet. Når vi ser bort fra definitioner og er til stede her og nu, så kan forundring, overraskelse, åbenhed og nærhed vise sig. Med andre ord, så møder jeg først virkelig et andet menneske, når jeg ikke bilder mig ind, at jeg allerede kender den anden til fulde. Mødet bliver først inderligt, når jeg tør for en stund at give slip på definitionen af den anden – og på definitionen af mig selv. Her kan et virkeligt møde opstå (Buber, 1971).

Den eksistentielle og humanistiske livsholdning som den udleves på PUC kan defineres kort således at:

• mennesket er unikt og kan ikke reduceres til teori

• det enkelte menneske kan kun mødes og forstås ud fra vedkommendes egen oplevelse af sig selv og individuelle tilværelse
• mennesker er hver især ansvarlige for handlinger, vores valg og fravalg, samt at forholde os frit og åbent til livet
• det er afgørende for oplevelsen af livet at kunne være til stede her og nu

Kilder:

Buber, Martin. (1971). I and Thou. Simon and Schuster. (Originalt værk udgivet 1923).

Gendlin, Eugene T. (1973). Experiental psychotherapy. I Current psychotherapies. 

Heidegger, Martin. (2007). Væren og tid. Klim. (Originalt værk udgivet 1927).

Spinelli, Ernesto. (2014). Practising Existential Therapy – The Relational World. Sage.  

Yalom, Irvin D. (1998). Eksistentiel psykoterapi. Hans Reitzels forlag. (Originalt værk udgivet 1980).

Procesorienteret psykologi tager udgangspunkt i, at kimen til udvikling ligger i de symptomer, konflikter og drømme, der viser sig i mødet med livet, med andre og med en selv. Fra dette udgangspunkt forstås psykoterapi ikke som en metode til at reparere noget, der er gået i stykker – men som en udvikling henimod større bevidsthed om sig selv, om relationer og om livet i sin helhed. Det gælder både i arbejdet med psykiske tilstande, kropslige symptomer, relationer og eksistentielle kriser.

Den menneskelige udvikling og oplevelse er levende proces der kontinuerligt forsøger at komme til udtryk igennem kroppen, følelseslivet, tanker og relationer (Hauser et al., 2022). I psykoterapi er det centrale derfor ikke kun, hvad et menneske fortæller om sig selv, men i høj grad de små signaler, stemninger, kropslige impulser og drømmeagtige spor, der viser sig i hos den anden og i mødet med terapeuten. I processen bliver terapeuten ikke en ekspert, der analyserer udefra, men en medundersøger, som hjælper klienten med at opdage og udfolde det, der allerede er på vej og som viser sig i udkanten af bevidstheden.

Procesorienteret psykologi er således en tilgang, der bevæger sig mellem det personlige, det relationelle og det kollektive niveau (Hauser et al., 2022). Mennesket forstås ikke som et isoleret individ, men som del af større systemer og felter – en del af en helhed. Mennesket er således altid relation og derfor påvirker konflikter i for eksempel familien, arbejdslivet, samfundet eller livet som sådan, den enkeltes tilstand og kropslige oplevelse. I dette er der også et perspektiv på spiritualitet, da spiritualitet for mange er et meningsskabende tilhørsforhold til verden og universet og må derfor inddrages som en naturlig del af en terapeutisk proces. Ikke som et dogme eller bestemt retning – og slet ikke som terapeutens påståede bedreviden – men som en nysgerrig ikke-dømmende undersøgelse og udvidelse af klientens egen oplevelse.

Et centralt begreb i procesorienteret psykologi er ’deep democracy’. Deep democracy handler om, at alle stemmer, følelser og perspektiver har betydning – også dem der normalt undertrykkes, ikke ønskes eller ikke kan komme frem i dagligdagen. I dette forstås også relationen til livet og til universet (Mindell, 2019). I psykoterapi betyder det, at terapeuten ikke kun følger de dele af klienten, der umiddelbart virker rationelle eller socialt acceptable, men også de sider, der er kaotiske, skamfulde, angstfulde eller modsætningsfyldte. Og alt det, der ikke umiddelbart giver mening eller som kun sporadisk viser sig. Alle dele inviteres ind, lyttes til, mærkes og integreres.

Denne tilgang kan skabe en oplevelse af større indre sammenhæng og større sammenhæng med livet. Når mennesket ikke længere behøver at afvise bestemte sider af sig selv, opstår der ofte mere livsenergi og vitalitet. Heling og modning forstås altså ikke som fravær af konflikt, men som evnen til at være i kontakt med flere dimensioner af sig selv samtidig og til at kunne rumme konflikt.

Procesorienteret psykologi bygger dermed på en forståelse af, at symptomer ikke nødvendigvis er fejl eller noget der skal fjernes. Det, der forstyrrer os, er ofte en invitation til udvikling og således en vej til dybere indsigt. Angst, uro, spændinger eller fastlåste mønstre kan ses som budskaber fra sider af os selv, der endnu ikke har fået plads i vores vågne bevidsthed. Når disse sider mødes med opmærksomhed frem for modstand, kan der opstå ny oplevelse af mening og retning (Hauser et al., 2022).

Forbindelsen mellem drømme og krop har en særlig plads i procesorienteret psykologi. Forståelse er, at kroppen ofte ’drømmer’ gennem symptomer, spændinger eller spontane bevægelser (Mindell, 1982). Kroppen bliver dermed et levende udtryk for vores bevidstheds dybere bevægelser og mønstre. I procesorienteret psykologi arbejder man derfor ikke kun med samtalen, men også med sansninger, bevægelser, åndedræt og andre nonverbale signaler. Disse ses som mulige veje ind til noget, der ønsker opmærksomhed. Når klienten nænsomt inviteres til at undersøge oplevelsen, kan der opstå ny kontakt til følelser, ressourcer eller erkendelser, som tidligere har været udenfor bevidstheden.

Procesorienteret psykologi forener psykologisk analyse og teori med fænomenologisk forståelse og eksistentiel livsholdning. Dette ses blandt andet ved at terapien ikke handler om at underlægge mennesket bestemte forklaringer eller diagnoser – endsige samfundsmæssige tendenser og diskurser – men om at følge den proces, der spontant udfolder sig. Det kræver en terapeutisk tilgang præget af nysgerrighed, ikke-dømmende holdning og fleksibilitet. Med andre ord, så må terapeuten turde blive i det uvisse med håb om og tro på, at meningen viser sig.

Derfor bliver relationen mellem klient og terapeut helt central. Procesorienteret psykologi lægger vægt på at de indre kvaliteter terapeuten møder klienten med, har stor betydning for udfaldet af terapien. Det kan være evnen til at forblive rolig midt i kaos, kunne rumme stærke følelser eller møde sårbarhed uden at ville kontrollere den eller skubbe den væk. Den terapeutiske metode er derfor snarere end måde at være til stede på, end en teknik. Dermed bliver evnen til at være til stede her og nu, i et nærværende ikke-dømmende møde, altafgørende for den psykoterapeutiske proces.

Ud fra denne forståelse ses virkeligheden ikke kun som det målbare og det synlige, men langt mere som subtile oplevelser, stemninger og fornemmelser. Psykoterapi bliver derfor ikke et arbejde med at udfolde fortiden og rationel forståelse heraf, men en undersøgelse af alle de muligheder og oplevelser, som hele tiden forsøger at tage form i menneskets liv og bevidsthed i nuet (Mindell, 2004).

Procesorienteret psykologi kan derfor forstås som en psykoterapeutisk praksis, der forsøger at lytte dybere. Ikke kun til ordene, men til hele menneskets proces – og hele menneskets proces i relation til væren. Til det liv, der endnu ikke helt har fundet sit sprog og som i processen kan finde en måde at udtrykkes på, som skaber dybere mening og værdi. På den måde bliver procesorienteret psykologi også en invitation til at forstå sig selv dybere og som en del af en større helhed.

Denne måde at arbejde på kræver en særlig form for opmærksomhed. Terapeuten lytter til indholdet af klientens fortælling, men i høj grad også til pauserne, kropssignalerne, stemmens rytme og de små spontane bevægelser, der opstår under samtalen (Mindell, 1982). Dette er en form for åben lytten, som kræver at psykoterapeuten tilsidesætter egne fortolkninger og er opmærksom med så meget af ens væsen som muligt.

Procesorienteret psykologi er derfor ikke en metode, der søger hurtige løsninger eller analytiske svar. Det er snarere en praksis i at lytte. Både som terapeut og som klient. Lytte til kroppen, til drømmene, til relationerne – til de subtile bevægelser i menneskets indre liv. Lytte til væren. Målet er ikke at tilpasse mennesket til bestemte normer, men at støtte kontakten til den dybere proces, som allerede forsøger at udfolde sig.

Procesorienteret psykologi som tilgang på PUC kan kort skitseres som at psykoterapeuten:

• møder klienten åbent og ikke-dømmende ved at følge det, der spontant viser sig i klientens oplevelse, relationer, drømme og kropslige signaler
• arbejder med symptomer, konflikter og følelsesmæssige tilstande som meningsskabende processer
• inddrager kroppen, emotionerne, relationen og det nonverbale felt som centrale dele af den terapeutiske proces
• støtter klienten i at udfolde og integrere sider af sig selv, som endnu ikke er fuldt bevidste, men som viser sig i udkanten af bevidstheden
• anvender den terapeutiske relation som et rum for nærvær, refleksion, regulering og udvikling af større kontakt til sig selv, andre og livet som helhed, hvor også spirituelle aspekter kan inddrages

Kilder:

Hauser, Reni et al. (2022). Process-oriented psychotherapy. Pantheon.

Mindell, Arnold (1982). Dreambody: The Body’s Role in Revealing the Self. Deep Democracy Exchange.

Mindell, Arnold (2004). The Quantum Mind and Healing: How to Listen and Respond to Your Body’s Symptoms. Hampton Roads Puplishing Company.

Mindell, Arnold (2019). The leaders 2nd training. Gatekeeper Press.

Den oplevelsesorienterede psykoterapi tager udgangspunkt i menneskets umiddelbare oplevelse af livet. Fokus er på hvordan livet konkret mærkes, sanses og opleves i det enkelte menneske, og ikke på forklaring, analyse eller fortolkning. Således bliver psykoterapi ikke en metode til at korrigere eller tilpasse mennesket, men en mulighed for at skabe større kontakt til det levede liv, til kroppen, følelserne, relationerne og den måde mennesket er til stede i verden på.

Den oplevelsesorienterede tilgang har rødder i den humanistiske, eksistentielle og fænomenologiske tradition og er blandt andet udviklet af Carl Rogers, Eugene Gendlin og Walter Kempler. Fælles for disse er forståelsen af, at mennesket ikke alene kan forstås gennem teori eller diagnose. Mennesket må mødes i sin oplevelse og i den konkrete livsverden, som udfolder sig, og viser sig – her og nu.

I oplevelsesorienteret psykoterapi lægges der vægt på autenticitet, accept og empati som kernebetingelser for den terapeutiske relation og som afgørende for udvikling og forandring (Rogers, 1957). Psykoterapeuten er derfor ikke ekspert på klientens liv, men møder klienten åbent, nærværende og ikke-dømmende. Den terapeutiske relation bliver et rum, hvor klienten gradvist kan finde mod til at være mere ærligt til stede med sig selv, overfor sig selv og med terapeuten. Hermed er det terapeutiske rum og den terapeutiske relation en træning i evner og oplevelser, som kan overføres til livet udenfor terapien.

I oplevelsesorienteret psykoterapi forstås følelser, kropslige sansninger, tanker og relationer som tæt forbundet. Oplevelsen af livet er ikke opdelt i dele, men som en helhed, hvor kroppen, emotionerne og bevidsthed gensidigt påvirker hinanden. Gendlin beskriver dette gennem begrebet ’felt sense’ (følt fornemmelse), som omhandler den kropsligt sansede helhedsoplevelse af en situation, et livstema eller simpelthen det at være (Gendlin, 1981). Kroppen forstås dermed som bærer af mening der kan udfoldes nænsomt i mødet med sig selv og med verdenen.

Når vi mister kontakten til egne følelser, behov eller kropslige oplevelser, kan der opstå psykisk smerte, fastlåsthed eller indre polarisering. Kempler beskriver, hvordan mennesket i sådanne situationer ofte mister den naturlige bevægelse og rytme mellem forskellige følelsesmæssige tilstande og måder at være i verden på (Kempler, 1983). Psykoterapi bliver derfor et arbejde med igen at skabe bevægelse og kontakt til disse dele af en selv.

Der arbejdes derfor ofte direkte med det, der viser sig i nuet. Det kan være følelser, kropslige udtryk, relationelle spændinger eller spontane reaktioner i mødet mellem klient og terapeut. Fokus er ikke alene på at forstå oplevelsen intellektuelt eller rationelt, men i højere grad på at mærke og udfolde den i et trygt terapeutisk rum. Når klienten får mulighed for at blive i kontakten med oplevelsen uden at skulle kontrollere eller forklare den væk, kan der opstå nye erkendelser og større selvforståelse.

Psykoterapi bliver dermed ikke alene et arbejde med problemer, men også et arbejde med kontakt på flere niveauer – til kroppen, til følelserne, til ens relationer og i sidste ende til livet og væren. Målet er ikke at skabe et perfekt menneske, men at støtte mennesket i at være mere levende, mere nærværende og mere i kontakt med sig selv, verdenen og livet i sin helhed.

Den oplevelsesorienterede tilgang på PUC kan kort skitseres som at psykoterapeuten:

• møder klienten med accept, empati og autenticitet
• arbejder med klientens umiddelbare oplevelser i nuet
• støtte klienter i at få dybere kontakt til krop, følelser og relationer igennem erfaring og oplevelse i terapirummet
• hjælper klienten til at skabe sammenhæng i oplevelser med sig selv, med andre og med livet, så en dybere samklang med livet kan opnås

Kilder:

Gendlin, Eugene (1973). Experiential psychotherapy. I Current psychotherapies.

Gendlin, Eugene (1981). Focusing. Bantam Books.

Kempler, Walter (1983). Oplevelsesorienteret psykoterapi. Apostrof.

Rogers, C. R. (1957). The necessary and sufficient conditions of therapeutic personality change. Journal of Consulting Psychology.

Neuroaffektiv psykoterapi og udviklingspsykologi er en forståelse og metateori skabt af Susan Hart og Marianne Bentzen. Igennem det neuroaffektive perspektiv påpeges hvordan både præfrontale (rationelle), limbiske (følelsesmæssige) og autonome (sanselige) erfaringer og modning må inddrages i en samlet forståelse af menneskets psykologiske udvikling. Yderligere påpeges samspillet mellem disse tre og forståelse af, hvad der sker, når samspil ikke fungerer eller er reguleret (Hart, 2016).

Neuroaffektiv udviklingspsykologi bygger bro mellem tilknytningsteori, nyere hjerneforskning, teorier om responser i det autonome nervesystem og hvordan personlighedsmodning foregår i hierarkiske igennem autonome, limbiske og præfrontale responser der påvirker hinanden. Her inddrages både tilknytningens betydning, personlighedens udvikling og nervesystemets modning i et fælles overblik og sprog. Denne forståelsesmæssige opdeling af hjernen er inspireret af Paul MacLeans model af den treenige hjerne (MacLean, 1990).

Det påpeges, at mødeøjeblikke og følelsesmæssigt samspil er overordentlig væsentligt for personlighedsudvikling og for at den enkelte kan psykologisk modnes. Mødeøjeblikke er med til at regulere både kropsligt og følelsesmæssigt og til at integrere rationelt. I dette er nærmeste udviklingszone af bydende vigtighed, da mennesket udvikles bedst ved at få udfordringer og støtte i nærmeste udviklingszone. Således er mødeøjeblikke af overordentlig væsentlighed i en neuroaffektiv tilgang, da mødeøjeblikke er der, hvor udviklingen sker, og hvor nye mønstre kan skabes. Et mødeøjeblik er karakteriseret ved, at begge parter oplever et møde – der både er autentisk, nært og udviklende (Hart 2016). Et mødeøjeblik er ikke blot, at vi forstår, hvad hinanden mener, men at vi føler med hinanden. Altså at kunne møde den anden hvor vedkommende er – og at vi sammen kan mærke, at vi er fælles om det. Her er der også tale om synkronisering. Mødeøjeblikke er med til at skabe regulering både kropsligt og emotionelt.

Kilder:

Bentzen, Marianne. (2014) Den neuroaffektive billedbog. Hans Reitzels forlag.

Bentzen, Marianne og Hart, Susan. (2017) Den neuroaffektive billedbog 2. Hans Reitzels forlag.

Bentzen, Marianne og Hart, Susan. (2023) Den neuroaffektive billedbog 3. Hans Reitzels forlag.

Hart, Susan. (2016). Neuroaffektiv udviklingspsykologi 1-3. Hans Reitzels forlag.

MacLean, D. Paul. (1990) The triune brain in evolution: Role in paleocerebral functions. Springer.

På PUC ligger den neuroaffektive tilgang og forståelse som et baggrundstæppe for overblik af de terapeutiske processer og interventioner. Her læner PUC sig op af de neuroaffektive kompasser som et landkort for menneskets udvikling. Hart og Bentzen har opdelt forståelsen af personlighedsmodningen i tre kompasser (Bentzen, 2014). Disse er det autonome kompas, det limbiske kompas og det præfrontale kompas. De neuroaffektive kompasser er relevante for alle livets aldre og spænder fra spædbarnet og de tidlige år (Bentzen, 2014), over teenagealderens modning og socialisering (Bentzen og Hart, 2017) til voksenlivet og alderdommens udviklingspotentialer (Bentzen og Hart, 2023).

Igennem de neuroaffektive kompasser opnår terapeuten en nuanceret mulighed for at forstå klientens udviklingszone og dermed hvilke interventioner der potentielt kunne være relevant. Samtidig åbner kompasserne for righoldig refleksion over terapeutisk arbejde, da de i den efterfølgende refleksive proces giver en ramme og struktur for, hvordan vi kan forså både klientens og terapeutens reaktioner. Heri er de non-verbale faktorer i psykoterapi vigtige, og der lægges vægt på kropslige og emotionelle reaktioner der kan ses hos klient og terapeut. Enhver relation og ethvert møde er langt mere komplekst end blot det sproglige, der ellers er komplekst nok. Der er mange processer involveret, der ikke er sproglige og som har betydning for relationens karakter. Derfor er disse elementer yderst relevante at have øje for i den terapeutiske relation og proces. Således må terapeuten have godt kendskab til egne responser og reaktioner både kropsligt og følelsesmæssigt, for at kunne møde klienten der, hvor klienten er i sin udvikling.

Desuden lægges vægt på mentalisering, der kan defineres som at tænke og føle klart, samt evnen til at kunne sætte sig ind i andre menneskers mentale tilstande. I den neuroaffektive tilgang understreges mentaliseringens kropsfunderede base i henholdsvis sansemotorik, emotion og kognition (jf. Bentzen og Hart 2017). Mentalisering er en særdeles vigtig kompetence, der kan udvikles livet igennem og som drejer som om at kunne integrere oplevelser og forstå sig selv og andre. Mentalisering er en evne der er nødvendig at udvikle og vedligeholde i rollen som terapeut.

Nervesystemets udvikles igennem mild frustration. Derfor bliver indsigt i afstemning, fejlafstemning og gen-afstemning vigtig i den terapeutiske proces, da denne udvikler og udvider klientens ressourcer og resiliens i det autonome nervesystem. Den neuroaffektive trekant består af teoretisk forståelse, selvagens og metodik. Hermed menes at terapeuten skal besidde teoretiske forståelse af klientens situation, forståelse af egen indflydelse på processen og relevante metodiske interventionsmuligheder.

Den neuroaffektive tilgang på PUC kan kort skitseres som at psykoterapeuten:

• har øje for både præfrontale, limbiske og autonome processer. Både i sig selv og hos klienten
• er bevidst om vigtigheden af både co-regulering og selvregulering
• søger at skabe mulighed for mødeøjeblikke
• er opmærksom på afstemning, fejlafstemning og genafstemning i både præfrontale, limbiske og autonome processer
• vælger interventioner der er tilpasset klientens reelle modningsniveau og nærmeste udviklingszone, samt har øje for selvagens
• er medfølende og empatisk

Kilder:

Bentzen, Marianne. (2014) Den neuroaffektive billedbog. Hans Reitzels forlag.

Bentzen, Marianne og Hart, Susan. (2017) Den neuroaffektive billedbog 2. Hans Reitzels forlag.

Bentzen, Marianne og Hart, Susan. (2023) Den neuroaffektive billedbog 3. Hans Reitzels forlag.

Hart, Susan. (2016). Neuroaffektiv udviklingspsykologi 1-3. Hans Reitzels forlag.

MacLean, D. Paul. (1990) The triune brain in evolution: Role in paleocerebral functions. Springer.

En psykoterapeut uddannet fra PUC udøver psykoterapi hvor:

• klienten mødes som et unikt menneske og ikke som en diagnose, en teori eller igennem en forudindtaget holdning
• psykoterapeuten søger åbent, autentisk og ikke-dømmende at undersøge klientens livsverden, oplevelser og proces
• den terapeutiske relation anses som afgørende, da en tryg og autentisk kontakt, giver mulighed for at imødekomme og integrere det utrygge
• psykoterapeuten anskuer kropssansninger, følelser, tanker, relationelle mønstre, og spirituelle oplevelser som meningsbærende aspekter og derfor integreres disse naturligt i den psykoterapeutiske proces
• interventioner tilpasses klientens proces, nervesystem og nærmeste udviklingszone

Psykoterapi forstås som en procesorienteret og oplevelsesbaseret udfoldelse, hvor mennesket støttes i større kontakt med sig selv, med andre og med livet som helhed.

Den samlede tilgang til psykoterapi på PUC kan forstås som en integration af procesorienteret psykologi, oplevelsesorienteret psykoterapi og neuroaffektiv psykoterapi – rammet ind af fænomenologisk tilgang og hvilende på en eksistentiel og humanistisk livsholdning. Disse perspektiver supplerer og understøtter hinanden i en fælles forståelse af mennesket som et levende, relationelt og meningsskabende væsen, der ikke kan reduceres til teori, diagnose eller metode.

Det fænomenologiske ståsted danner grundlag for en måde at møde klienten på. Psykoterapeuten søger at møde klientens livsverden så åbent som muligt, uden på forhånd at reducere oplevelsen til bestemte forklaringer eller kategorier. Fokus er på hvordan livet fremtræder og opleves af klienten selv – kropsligt, følelsesmæssigt, relationelt og eksistentielt. Denne tilgang har mange ligheder med procesorienteret psykologi, hvor terapeuten ligeledes søger at følge det, der spontant viser sig i klientens proces, fremfor at styre processen ud fra fastlagte teorier eller mål. Dette er ligeledes udgangspunktet i oplevelsesorienteret psykoterapi, hvor mødet og relationen mellem terapeut og klient understreges som altafgørende, og hvor autenticitet, accept og empati er de bærende elementer. Endelig er oplevelsen ligeledes udgangspunktet i neuroaffektiv psykoterapi, der uddyber dette med en forståelse af, hvordan disse kan ses både autonomt (sansninger), limbisk (følelser) og præfrontalt (tanker) og dermed give terapeuten en nuanceret måde at afstemme interventioner på.

Den eksistentielle og humanistiske livsholdning indebærer fokus på frihed, ansvar, kærlighed og autenticitet og menneskets forhold til livet som helhed. Mennesket forstås som langt mere end sin historie, sine mønstre og sine symptomer. Psykoterapi bliver derfor ikke alene et arbejde med forklaring og indsigt, men langt overvejende et arbejde med væren, mening, relation og nærvær i livet her og nu.

Det oplevelsesorienterede perspektiv betyder endvidere, at terapien ikke alene foregår igennem refleksion og samtale, men igennem direkte oplevelse. Kroppen, sansningerne, emotionerne og det nonverbale felt bliver centrale indgange til forståelse og udvikling. Her understøtter den neuroaffektive psykoterapi og udviklingspsykologi arbejdet ved at skabe overblik over autonome, limbiske og præfrontale processer hos både klient og terapeut.

Den neuroaffektive psykoterapi bidrager yderligere med et fokus på regulering, mentalisering, mødeøjeblikke, tilknytningserfaringer og nærmeste udviklingszone. Dermed skabes en ramme for at forstå hvordan terapeutiske interventioner kan understøtte integration, modning og udvikling – både kropsligt, følelsesmæssigt og refleksivt.

Samlet set forstås psykoterapi på PUC som en procesorienteret, oplevelsesbaseret og relationel praksis, hvor mennesket mødes med åbenhed, empati og respekt for den enkeltes unikke oplevelse af livet. Fokus er på at understøtte menneskets mulighed for større kontakt med sig selv, med andre og med livet som helhed. Da processer er relationelt båret og opleves individuelt samhørigt i en fælles verden, må psykoterapi tager udgangspunkt i dette.

Derfor bliver man på PUC uddannet som procesorienteret psykoterapeut.