Formål & læringsmål
Formål
På PUC uddanner vi procesorienterede psykoterapeuter.
Uddannelsen bygger på en grundlæggende forståelse af, at mennesket ikke kan reduceres til sin historie, sine symptomer, en diagnose eller en bestemt teori. Mennesket er et levende, relationelt og meningsskabende væsen, og psykoterapi må derfor tage udgangspunkt i det menneske, der faktisk sidder i rummet – med sin egen livsverden, sine erfaringer, sin krop, sine følelser, sine relationer og sin måde at være i verden på.
Vi ønsker at uddanne psykoterapeuter, som både kan være til stede i mødet med et andet menneske og undersøge det, der sker, uden for hurtigt at gøre oplevelsen til en forklaring. Derfor er den fænomenologiske tilgang et grundlæggende videnskabsteoretisk ståsted og en arbejdsmetode på PUC. Den studerende lærer at være nysgerrig på, hvordan livet faktisk fremtræder og opleves for klienten og sig selv, og at lade det, der viser sig i processen, være udgangspunkt for det videre terapeutiske arbejde.
Samtidig hviler uddannelsen på en eksistentiel og humanistisk livsholdning, hvor frihed, ansvar, kærlighed, autenticitet, mening og menneskets forhold til livet som helhed står centralt. Vi ser ikke mennesket som et problem, der skal løses, men ser at den enkelte indeholder mulighed for dybere kontakt med sig selv, med andre og med livet.
Det betyder også, at psykoterapi på PUC ikke først og fremmest forstås som en proces med at forklare mennesker, men i langt overvejende grad som et arbejde med væren, mening, relation og nærvær.
Det særlige og unikke ved PUC’s uddannelse ligger i samspillet mellem fænomenologi, en eksistentiel og humanistisk livsholdning og tre psykoterapeutiske perspektiver: procesorienteret psykologi, oplevelsesorienteret psykoterapi og neuroaffektiv psykoterapi.
Perspektiverne står ikke som adskilte metoder, der blot læres ved siden af hinanden. De supplerer hinanden og giver tilsammen forskellige måder at forstå og arbejde med det, der opstår i den terapeutiske proces.
Procesorienteret psykologi bidrager med opmærksomhed på processen og det, der spontant viser sig i udkanten af vores bevidsthed. Den oplevelsesorienterede psykoterapi understreger mødet, relationen, autenticiteten, accepten og empatien. Den neuroaffektive psykoterapi bidrager med forståelse af kroppens, følelsernes og de kognitive processers indbyrdes sammenhæng og med blik for regulering, co-regulering, tilknytning og den nærmeste udviklingszone.
Det betyder, at den studerende gennem uddannelsen gradvist lærer at kunne bevæge sig mellem forskellige perspektiver uden at miste kontakten til det menneske og den proces, der er i centrum.
Formålet med PUC’s 4-årige uddannelse er således at uddanne procesorienterede psykoterapeuter, der selvstændigt og ansvarligt kan varetage psykoterapeutiske processer og samtidig kan forholde sig reflekteret til egen faglighed, egne begrænsninger, etiske aspekter og den fortsatte udvikling af praksis.
Uddannelsens formål er yderligere at give den studerende en grundig psykoterapeutisk faglighed, hvor viden, færdigheder og kompetencer udvikles gennem en sammenhængende bevægelse mellem personlig udvikling, teori, relationsbaseret oplevelse, terapeutisk træning, klinisk praksis, supervision, forskning og refleksion.
Uddannelsens relevans for arbejdsmarkedet ligger i, at den uddanner til selvstændig psykoterapeutisk praksis og til psykoterapeutiske funktioner i ansættelsesforhold, hvor psykoterapeutiske kompetencer indgår. Den studerende uddannes samtidig til at kunne indgå ansvarligt i tværfaglige sammenhænge og til at kende grænserne for psykoterapeutisk arbejde. Yderligere uddannes den studerende til at indgå i faglige forskningsrelaterede sammenhænge hvor psykoterapeutiske perspektiver er et bærende element.
Uddannelsen er ikke konfessionel eller politisk baseret. Spirituelle eller politiske perspektiver kan indgå som en del af en klients livsverden og meningsskabelse og derfor som et relevant undersøgelsesområde i psykoterapi, men aldrig som en bestemt religiøs eller spirituel lære, som psykoterapeuten pålægger klienten.
En procesorienteret terapeutisk profil
På PUC udvikler du dine terapeutiske kompetencer gennem en tæt sammenhæng mellem teori, praktisk færdighedstræning, supervision og personlig udvikling. Du lærer at forstå menneskets oplevelser og udviklingsprocesser og at tilpasse det terapeutiske arbejde til det enkelte menneske og den proces, der udfolder sig i mødet.
Gennem uddannelsen arbejder du med at:
- Forstå menneskets processer – undersøge samspillet mellem krop, følelser, tanker og relationer.
- Skabe et nærværende terapeutisk møde – møde klienten med åbenhed, empati og respekt for den enkeltes oplevelsesverden.
- Navigere i komplekse relationer – være opmærksom på de dynamikker, der opstår mellem mennesker, og på din egen rolle i den terapeutiske relation.
At blive procesorienteret psykoterapeut handler ikke alene om at lære metoder. Det handler også om at udvikle din evne til at være til stede, undersøge det, der viser sig, og tage fagligt ansvar for det terapeutiske arbejde. Gennem den personlige og faglige udvikling styrker du dit eget terapeutiske ståsted og din evne til at møde klienten som et helt menneske.
Overordnede læringsmål
For den fireårige uddannelse til procesorienteret psykoterapeut.
Viden
Efter endt studie har den studerende opnået viden til at:
1. forklare eksistentiel og humanistisk tilgang til psykoterapi, samt den fænomenologiske metode relateret til dette, med blik for både muligheder og begrænsninger
2. forklare det teoretiske grundlag for procesorienteret psykologi, Neuroaffektiv psykoterapi og oplevelsesorienteret psykoterapi. Herunder forskellige og ligheder med hinanden og placering i psykoterapifeltet som helhed, både historisk og nuværende
3. forklare og forholde sig til præfrontale, limbiske og autonome processer i den menneskelige organisering, samt sammenhængen i disse, med blik på zonen for nærmeste udvikling
4. forklare og sammenligne forskningsbaserede psykologiske teorier indenfor personlighedsdannelse og udviklingspsykologi, med henvisning til betydningen for et eksistentielt og humanistisk perspektiv på psykoterapi
5. forholde sig til og kritisk vurdere psykoterapeutiske interventionsformer, med respekt og forståelse for forskellige klienttypers behov, livsgrundlag og kulturelle baggrund
6. forholde sig nuanceret til etiske aspekter af psykoterapeutisk praksis
7. reflektere over diagnostisk perspektiv på psykisk lidelse, samt oplevelsesorienteret psykoterapis forhold til dette, herunder begrænsninger og muligheder
8. med etisk refleksion, redegøre for og diskutere videnskabsteori, kvalitative og kvantitative forskningsmetoder relateret til psykoterapi, med fokus på forskning i egen praksis
9. forholde sig selvstændigt og reflekteret til egne ressourcer og udviklingspotentialer som psykoterapeut
Færdigheder
Efter endt studie har den studerende opnået færdigheder til at:
1. praktisere kontakt til en klient respektfuldt, anerkendende, nærværende og empatisk, ud fra et eksistentielt og humanistisk livssyn, afstemt til den konkrete klient både verbalt og non-verbalt, med personlig autenticitet
2. etablere en terapeutisk alliance, samt løbende tilpasse mål og fokus i denne, i en refleksiv proces med klient
3. varetage den asymmetriske terapeutiske relation med ligeværd og etisk bevidsthed
4. udvælge og begrunde interventionsformer relateret til en konkret klients problemstilling, baseret på både præfrontale, limbiske og autonome informationer
5. inkludere perspektiver fra samfunds- og verdensrelaterede dynamikker der påvirker klienten
6. håndtere og evaluere komplekse psykoterapeutiske behandlingsforløb, herunder opstille og afprøve hypoteser og terapeutisk diagnostik i en uforudsigelige psykoterapeutisk situation
7. identificere og formulere specifikke forskningsorienterede problemstillinger, begrunde metodevalg, belyse etiske overvejelser og stillingtagen, samt indsamle og analysere data relateret til egen praksis som psykoterapeut
8. både selvstændigt og i samarbejde, evaluere og fortløbende udvikle egen praksis og rolle som psykoterapeut, med blik på både ressourcer og udviklingspotentialer
9. varetage god klinisk praksis både som privatpraktiserende psykoterapeut og/eller i et ansættelsesforhold, med forståelse for etiske retningslinjer, juridiske rammer og værdier for psykoterapi som fag
Kompetencer
Efter endt studie har den studerende opnået kompetencer til at:
1. påtage sig terapeutisk lederskab med personlig autenticitet og etisk bevidsthed i terapeutiske relationer og i arbejdssituationer med bærende psykoterapeutiske aspekter, ud fra et eksistentielt og humanistisk livssyn
2. forvalte faglig viden og færdigheder i en konkret psykoterapeutisk praksis med etisk årvågenhe
3. selvstændigt planlægge, gennemføre og afslutte psykoterapeutiske behandlingsforløb, herunder løbende identificere, anvende, evaluere og justere relevante interventionsformer
4. formidle psykoterapeutisk faglighed til fagfæller, kollegaer og interessenter i psykoterapi
5. selvstændigt og i samarbejde, udvikle relevante forskningsperspektiver på egen praksis som psykoterapeut
Ønsker du at blive psykoterapeut på PUC?
Vi tilbyder en fleksibel og tryg platform til at udvikle dine terapeutiske evner.
Med en helhedsorienteret tilgang, hvor teori og praksis mødes i en nærværende atmosfære, støtter vi både din personlige og faglige vækst. Næste holdopstart er 3. oktober.
