Uddannelsens indhold
Psykoterapeut uddannelsen
Første del – 2 år
I den første del af uddannelsen lægger vi stor vægt på etableringen af gruppe og grupperelationen for at skabe et trygt og fortroligt rum. Det er en individuel proces i en gruppe, og du vil have en holdleder tilknyttet, som har det overordnede ansvar for dig som individ i en gruppe og for gruppen som helhed.
Tema I: Udviklingspsykologiske teorier
Her bliver du introduceret til neuroaffektiv udviklingsteori som overordnet forståelsesramme. Du får et bredt indblik i flere psykologiske udviklings- og tilknytningsteorier. På første semester skriver du en biografi fra 0 – 7 samt en opgave om selvagens, hvor du forholder dine første 7 år ind i en udviklingspsykologisk teori.
Der undervises i den treenige hjerne og i kropslige teknikker, der gør det muligt at erfare kroppen og arbejde på det autonome niveau i kontakt.
På uddannelsens første år vægter vi din fordybelse i egen udviklingshistorie, bygget på forskellige aldersperioder og tilhørende biografier. Vi arbejder med relationer set i et tilknytningsperspektiv.
Tema II: Terapeutiske metoder
I næste fase af uddannelsen arbejder vi med forskellige terapeutiske retninger som: SE-terapi/chok-traumeterapi, transaktionsanalyse, Emotionsfokuseret Terapi, kunstterapi og drømmearbejde. Med udgangspunkt i dette arbejde, afleverer de studerende en skriftlig rapport i grupper om en terapeutisk metode.
Anden del – 2 år
På anden del af PUC’s uddannelse er der øget fokus på udøvelsen af terapi med neuroaffektiv psykoterapi som bærende retning, og som studerende vil du få en voksende forståelse for, hvornår du arbejder på hhv. det autonome, det limbiske og det præfrontale niveau. Som studerende erhverver du også viden gennem praksis via demonstrationsterapier, supervision på øvelser og terapeutiske situationer mellem jer som studerende.
Tema III: Tilknytningsforstyrrelser
Et stort modul omhandler tilknytningsforstyrrelser, tilknytningstraumer og tidlig skade.
I undervisningen refereres der tilbage til tilknytningsaspektet i den udstrækning, det giver mening
Tema IV: Psykisk sårbarhed
Der undervises i emner som sorg, krise, angst, depression, overgreb, misbrug, selvdestruktivitet og kontrolforstyrrelser som f.eks. spiseforstyrrelse. Vi underviser også i forskellige relevante terapeutiske interventioner. Vi inddrager det neuroaffektive som vurderinger af ”what works for whom”, og de neuroaffektive kompasser inddrages som værktøjer på metaplanet.
Efter dette tema skal du som studerende aflevere en skriftlig opgave om et krise-, misbrugs- eller sorgforløb ve afslutningen af 3. år. Dette er en skriftlig eksamen med ekstern censor og bliver vurderet bestået/ikke bestået
Tema V: Studieklienter – øveterapi
På 6. semester får du som studerende selv prøveklienter og skal deltage i supervisionsgruppe. Etik og moral i behandler/klientrelation bliver sat i fokus. Vi arbejder løbende med at forstå klienten i forhold til de neuroaffektive kompasser og der er ligeledes fokus på, hvad der sker med dig som studerende i mødet med klienten. Videosupervision af terapien bliver vægtet det sidste halve år.
Tema VI: Voksenlivets relationer
Efter arbejdet på basisårene med de personlige biografiske oplevelser i perioden 0 – 28 år, bliver der på overbygningen mere overvejende undervist i voksenlivets psykologi. Voksenlivets relationer bliver belyst, og der undervises i bl.a. parterapi. De mønstre, der påvirker vores parforhold belyses især fra en relationsorienteret tilgang. Tilgangen til parkurset på 4. året har en EFT-parterapeutisk tilgang.
Uddannelsen afsluttes med en eksamination med udgangspunkt i et af de obligatoriske klientforløb.