Marie Colding Ngounou

Marie er holdleder på 4-året og afsluttende eksaminator.
Underviser i neuroaffektiv psykoterapi og superviserer ifølge de neuroaffektive kompasser

Psykoterapeut PUC og MPF

Maries blå bog:

  • Uddannet pædagog fra Hovedstadens pædagog seminarium 1999
  • Uddannet svømmelærer 1999
  • Humblebiens Speciale fritidshjem 1999-2003
  • Familievejleder, Gentofte Kommune fra 2003-2004
  • Socialpædagog, Døgnkontakten fra 2004-2007
  • Pædagog og konstitueret leder, Børnehuset Regnskoven fra 2007-2011
  • Familiebehandler BBU Amager 2011-fortsat
  • Uddannet Theraplay terapeut 2012-2015
  • Niveau et og to i DDP; Dyadic developmental practice, psychotherapy and parenting 2017
  • Terapi og supervision (egen praksis) 2017- fortsat
  • Overbygning på PUC 2018-2020

Marie er i øvrigt tilknyttet Familiehuset/BBU på Amager, som familiebehandler/terapeut. Maries dagligdag på BBU består i Theraplay, familiebehandling, familierådgivning og sparring. Derudover superviserer Marie også andre Theraplay terapeuter og- studerende.

Marie har en bred erfaring og en dyb indsigt i mennesker, som gør hende særlig kompetent som supervisor for de studerendes forløb med eksamens klienter.

Vi har stillet Marie tre spørgsmål, for at du derude kan lære hende bedre at kende:

1) Hvorfor har du valgt at sige ja til denne stilling?

-Det er først og fremmest, fordi det er en del af en rejse, og dertil fordi jeg har været glad for at gå på PUC. Derudover har opmuntringer fra fagfolk også været en af årsagerne til, at jeg selv så det som en mulighed. Det kom dog som en overraskelse, da Karen ringede angående stillingen, men jeg har ikke været i tvivl, fordi jeg synes det her kunne være rigtig spændende. Jeg har i løbet af de seneste år undervist mere og mere, men jeg siger også ja, fordi jeg netop har været rigtig glad for at gå på PUC, og ønsker at være en del af det.
Jeg vil dog stadigvæk fortsætte med at behandle, da jeg mener, at de mest levende underviser også er dem, der har hænderne nede i, hvad det er, der foregår, men jeg ønsker også at undervise, fordi jeg føler, at jeg har noget at give videre, i og med at jeg har været pædagog i snart 22 år og haft terapi i 15 år. Derfor tror jeg også, at Karen synes det var relevant at få mig med, da jeg siden 2012 har arbejdet med det neuroaffektive aspekt/kompasser – som også vægtes meget højt på PUC.

2) Du er uddannet pædagog, så var en uddannelse som psykoterapeut lige til højrebenet, eller er der en anden grund til, at det er denne vej du betræder i dag? 

-Jeg tog overbygningen på PUC med merit, så det var en videreførsel af noget jeg var i gang med.

Allerede i starten af mit arbejdsliv, som pædagog, begyndte jeg at lave forældrevejledninger/ familiebehandling. Meget af den familiebehandling, som jeg har beskæftiget mig med, ligger på grænsen til – og hælder hen imod psykoterapi, så helt naturligt begyndte jeg at gå på efteruddannelser og fik derved vækket lysten til at blive terapeut. Sidenhen har min rolle i mit arbejdsliv været mere og mere over i det terapeutiske område, hvor jeg blandt andet tog Theraplay-uddannelsen. En anden årsag til at jeg valgte at uddanne mig på PUC er, at jeg superviserer psykologer i Theraplay, og da jeg ikke selv er psykolog, så var en uddannelse som psykoterapeut en mulighed for at kunne supervisere psykologerne helt frem til eksamen – hvilket ikke var muligt for mig før.

3) Hvad har en uddannelse og efterfølgende arbejdserfaring som psykoterapeut gjort for dig?

-Nu er det ikke er så længe siden, at jeg blev færdig på PUC, men jeg kan mærke hvordan uddannelsen har givet mig mere kompetence i mit terapeutiske virke.

På uddannelsen har jeg fået repeteret en del teori oa. – hvilket aldrig er skidt, og selvfølgelig har jeg også lært en del nyt. Noget af det som uddannelsen især har givet mig, er at arbejde mere konsekvent med folks tilknytningsmønstre hvilket jeg er virkelig glad for, da det giver god mening. Jeg oplever samtidig, at ved at tage mere uddannelse, så bliver man også mere sikker i det man gør, og derudover har uddannelsen også gjort, at jeg har fordybet mig i andre terapeutiske retninger, som jeg før nok har kendte til, men nu ved meget mere om.

TIL SLUT:

-Jeg glæder mig utrolig meget til at have de studerende og få lov til at formidle viden til dem – især fordi det netop er 4. året, hvor deres udvikling og uddannelse på PUC færdiggøres, og så glæder jeg mig rigtig meget til at blive en del af PUC.

Læs mere på Marie Colding Ngounou 

Nyhedsbreve