Lea er gennemgående faglærer på PUC og underviser i kunstterapi på alle fire årgange.

Lea er uddannet psykomotorisk terapeut fra 1983, men hun har fra barnsben af været optaget af krop, bevægelse og udtryk. Lea arbejdede efterfølgende på børnepsykiatrisk afdeling og har siden 1987 arbejdet med traumatiseret flygtninge. Siden 2010 har Lea også arbejdet med kunstterapi. Lea kalder nu sin kunstterapeutiske metode for Kropsfunderet Kunstterapi, idet undersøgelsen af det skabte værk, baserer sig på kropslig sansning, fornemmelse og bevæge-impuls. Denne metode har Lea videreudviklet i undervisningen på PUC.

Blå bog:

• Skuespiller ved forskellige børne- og gadeteatre, 1975-1992
• Uddannet psykomotoriskterapeut v/ Seminariet for Afspændingspædagogik
• Speciale i Børnemotorik v/ Birte Servais Bentsen, 1983-85
• Psykomotorisk terapeut på Børnepsykiatrisk afdeling på hhv. Rigshospitalet/ Bispebjerg Hospital, 1985-1994
• Underviser på dvs. psykomotorisk uddannelser, 1985-2007
• BA i Antropologi, Københavns Universitet, 1997
• Psykomotorisk terapeut på behandlingscentre for traumatiseret flygtninge hhv. Cepar og Oasis, 1987-2019
• Uddannet SE-practitioner v/ Peter Levine, 2003
• Kunstterapeut i Oasis, siden 2010
• Uddannet Kunstterapeut v/ NIKUT, Norge, 2015
• Underviser i kunstterapi på PUC, siden 2018

Vi har stillet Lea tre spørgsmål der gør dig klogere på Lea som underviser, menneske og psykoterapeut:

1) Du begyndte i 2018 at undervise på PUC i kunstterapi. Hvorfor sagde du ja til stillingen?

-At undervise i noget som jeg er fortrolig med, og samtidig selv optaget af at undersøge og udforske, finder jeg dybt inspirerende. Den udveksling der udspiller sig imellem de studerende og mig som formidler oplever jeg som meget berigende.

Så, da Karen ringede til mig og spurgte om jeg kunne være interesseret i at undervise på PUC, sagde jeg med glæde ’Ja tak’ til at mødes med hende og tale nærmere om hvorvidt PUC og jeg ville passe til hinanden. Det endte med at vi blev enige om, at det var der gode muligheder for. Umiddelbart stod det klart, at vi havde en fælles tilgang til terapi gennem det neuroaffektive og det kropslige perspektiv.

Det neuroaffektive har jeg kendskab til, idet jeg gennem mange år har gået til supervision og undervisning hos Marianne Bentzen. Med min erfaring som psykomotoriskterapeut og som SE-practitioner er kroppen for mig udgangspunktet, og det er kroppen, som er central for undersøgelse af sansninger, fornemmelser og impulser. Så kroppen er fokus og anker også for dialogen omkring det kunstterapeutiske arbejde, som jeg kalder Kropsfunderet Kunstterapi. I Kropsfunderet Kunstterapi bruger vi alverdens forskellige kreative materialer til at udfolde det skabende udtryk, men hvor kroppen er i fokus, når vi undersøger hvad udtrykket vil fortælle os.

Derudover har jeg en fænomenologisk tilgang til terapi, hvilket blandt andet vil sige, at man forholder sig til og undersøger fænomenet, som det fremtræder her og nu, og at man udskyder svar og forklaring så længe som muligt. Kort kan man sige at: svar lukker og spørgsmål åbner.

2) Hvorfor valgte du i sin tid at uddanne dig til psykomotorisk terapeut?

-Siden jeg var barn har jeg været optaget af krop, bevægelse og udtryk og altid oplevet mig selv som dybt forankret i min krop og vidst, at det var det jeg ville beskæftige mig med på en eller anden måde.

Jeg blev så igennem mit arbejdsliv blandt andet optaget af, hvad der betinger vores norm, hvad vi anser som ’rigtigt’, ’naturligt’ og ’smukt’. Og jeg stillede mig selv spørgsmålene: hvad er det, jeg selv tager for givet? Hvad er mine egne fordomme? Hvad er det jeg ikke ser? Dette førte mig til antropologistudiet og en Ba i antropologi. Hvilket har været en meget afgørende ballast i mit arbejdet med traumatiserede flygtninge. Hvor man hele tiden må stille sig åben, for at finde ud af hvilken forforståelse klienten har til problemstillingen og tage udgangspunkt i denne, for at der kan etableres et møde og en tillid. Det er blandt andet også dette som kunstterapien giver så fin mulighed for.

3) Hvad synes du, kunstterapien tilføjer de psykoterapeutiske metoder?

-Der er flere ting. Noget af det jeg er særlig glad for ved det kunstterapeutiske er, at den problemstilling klienten arbejder med bliver eksternaliseret og til noget konkret ’fælles tredje’.

Det kan være alt fra et kreative udtryk, som klienten selv skaber til et valg af genstande eller billeder, som er i lokalet. Man kan også bevæge sig ud i naturen og bruge den som medspiller. Under alle omstændigheder vil der være noget som terapeut og klient sammen kan betragte, hvilket giver en mere symmetrisk terapeutisk relation.

Det kan sætte klienten fri til at betragte sin problemstilling og giver mulighed for at tilføje, slette, rive i stykker, smadre, pakke ind, gemme, bevare eller omfavne. Kort sagt at man kan handle i forhold til det valgte medie, og man kan betragte det over tid.

På uddannelsen er kunstterapi en mindre del af hele forløbet, men et gennemgående fag og bliver blandt andet brugt til, at undersøger centrale neuroaffektive begreber som eksempelvis synkronisitet, symbolisering og mentalisering gennem konkrete øvelser.