Teoretisk og metodisk grundlag

Uddannelsens metode og teori

PUCs  teoretiske begrebsramme er relationsorienteret og hviler på neuroaffektiv udviklingsteori og psykotraumatologi. Relationsteorien hentet fra bl.a. John Bowlby, Daniel Stern, Allan Shore og Peter Fognagy.

Den neuroaffektive psykoterapi

Hos PUC underviser vi i psykoterapeutiske metoder med fokus på relation, kontakt og ressourcer. Denne terapiform adskiller sig fra tidligere psykodynamisk tilgang, da sigtet  primært er personlighedsmodning gennem den interaktion og afstemning, som finder sted mellem klient og terapeut. Den neuroaffektive psykoterapi beskrives i Danmark især af Susan Hart, hvis bøger indgår i det pensum som studerende på PUC bliver undervist i.

Inden for den relationsorienterede begrebsramme arbejder de studerende   både med deres tidlige tilknytning og familiedynamik og  ser på, hvordan disse forhold sidenhen genspejles både i parrelationer og gruppedynamik. Her anvender vi også den neuroaffektive udviklingspsykologi som baserer sig på de senere års forskning inden for hjernens og nervesystemets funktioner samt nyere udviklingspsykologiske teorier.

Kropsterapi og traumemetoder

PUCs undervisning i kropsterapi hviler bl.a. på Alexander Lowen og Bodynamic’s kropsanalyse og tilgang.Den studerende arbejder med at opnå større kropsbevidsthed og finde adgang til både øget ro og glæde. ? Chok-traumeterapien er især udviklet med inspiration fra Peter Levines SE-metode og Biologisk Traumeterapi

Kreativitet og spiritualitet

De kreative terapeutiske metoder som drømmearbejde og kunstterapi, skaber kontakt til det ubevidstes ressource gennem fx fordybelse, imagination og kreative udtryksformer som skrivning, drama, tegning, maling og modellering. Ligeledes er vi inspireret af den almenmenneskelighed, der udtrykkes gennem myter, eventyr og symboler. Det kreative arbejde udspringer af såvel fænomenologisk tilgang, som inspiration fra den analytiske psykologi beskrevet af C. G. Jung.

Selvagens og træning af terapeutiske færdigheder

Den personlige udviklingsproces er et centralt tema, både i selve undervisningen, i den studerendes egen-terapi og i forhold til det at være del af en gruppe.Selvagens angår vores evne til at indgå i relevante samspil med andre, der kan promovere samhørighedsprocesser.  At bruge sig selv som et redskab kræver en villighed til at kigge indad og arbejde med de temaer og områder, som udfordrer i forhold til én selv og evnen til kontakt, empati og autenticitet.

Terapeuttræningen indebærer at kunne forholde sig til klientens problematik samt vurdere og redegøre for, hvilke metoder der vil egne sig bedst til den pågældende.